Rammer for lokalplanlægning

Kommuneplanen fastlægger rammerne for indholdet i nye lokalplaner, herunder hvad bygninger og arealer må bruges til, samt hvor og hvor meget der må bygges. Der fastsættes f.eks. bestemmelser om bygningers højder og det antal etager man må bygge. Rammerne danner således grundlag for lokalplanlægning og sagsbehandling.

Byrådet kan justere rammerne ved at vedtage et kommuneplantillæg, oftest i forbindelse med en lokalplan. Væsentlige ændringer af kommuneplanen skal dog i en forudgående offentlig høring, før kommuneplantillægget kan vedtages endeligt. Byrådet skal udarbejde en lokalplan, når større bygge- og anlægsarbejder skal gennemføres, når arealer skal overføres til byzone, og når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse.

En lokalplan fastlægger, hvordan et område må bruges fremover. Lokalplanen skal være i overensstemmelse med kommuneplanens rammer. En lokalplan er bindende for grundejere i og brugere af området, men områdets grundejere er ikke forpligtet til at realisere lokalplanen.

 

STATUS PÅ PLANEN

Kommuneplan 2013 er vedtaget af byrådet den 2. september 2013.